Genstart: Lancering

Løbetid
23. marts til 13. april 2020
Målgruppe
Podcastlyttere, der allerede lytter eller potentielt kunne efterspørge dybdegående nyhedsformidling i et podcastformat. Elsker måske allerede ”The Daily”, ”Up First” eller ”Du lytter til Politiken”.
Team
Kreativ leder: Vibeke Bang Jensen
SoMe-projektleder: Sofie Thorup Mikkelsen
Trailerproducer: Thomas Bøgelund
Radioproducer: Emil Germod
Digital producer: Claus Ellemose Hansen
Brandredaktør: Lotte Formenti
Podcastmediet er i heftig vækst – og mange lyttere skifter i disse år flowlytningen ud med podcasts. Erfaringer fra udlandet (og i begrænset omfang også fra Danmark) viser, at der er en efterspørgsel efter podcasts som nyhedsmedie – et for DR hidtil næsten ubetrådt marked. I marts 2020 lancerede DR derfor nyhedspodcasten ”Genstart – DRs nyhedspodcast”, hvor Knud Brix i daglige afsnit bearbejder en aktuel historie i dybden, sammen med en relevant gæst. Opgaven var at skabe en kampagne til TV, radio, web og SoMe, der lancerede ”Genstart – DRs nyhedspodcast” som et nyt, stærkt, relevant og anderledes ben i DRs nyhedstilbud. Men så ramte coronakrisen…
Kampagnekoncept
Radiospot
I kampagnens første uge kørte dagsspecifikke radiospots, der kommunikerede det aktuelle corona-emne for den pågældende dag (hør eksempler herunder).
Derefter kørte et generelt spot, der kommunikerede stemning, formidling, production value – på linje med tv-traileren.
So Me
På SoMe (P1, DR2, DR nyheder) postede vi løbende de stærkeste momenter fra aktuelle programmer med links til DR Radio. Klip der kunne engagere i forbifarten – men også vække en nysgerrighed efter at høre mere. På DR1s og DR-koncerns sider blev en SoMe-version af TV-traileren brugt til at lancere programmet.
Tv-spot
I den aktuelle nyhedsformidling bombarderes vi overalt med ”breaking news” og sensationsoverskrifter. Det støjer. Det devaluerer. Det skøjter hen over. ”Genstart – DRs nyhedspodcast” er det modsatte: Den er nyhedsfortælling – med alle de nuancer og perspektiver, der er nødvendigt for faktisk at forstå – i et nærværende og roligt rum med plads og overskud. Således er den differentieret i både form og indhold fra den vante nyhedsformidling. Denne følelse ønskede vi at genskabe i kampagnen.
Da coronaen lukkede Danmark, blev stilheden og tomheden på normalt befærdede steder slående billeder på en ny og fremmed virkelighed. Roen, den høje production value og billedernes evne til at vække følelser, gjorde dem til et ideelt match med og backdrop for Genstarts unikke lydside. Vi udvalgte en række af de stærkeste sync’er fra hidtidige corona-episoder. Sync’er der både udtrykte graden af dybde og følelsen af at være fluen på væggen i Genstarts formidling.
